Vígslutalan sum, Ole Bertelsen, biskupur, helt
Det ord, som jeg i dag på Fuglafjord kirkes indvielsesdag særligt vil Iægge os på sinde, står skrevet hos Evangelisten Johannes, kap. 14, vers 26-27:Talsmanden, Helligånden som Faderen vil sende i mit navn, han skal Iære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer. Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke som verden giver.
Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst.
Amen.
En dansk digter, Jørgen Gustava Brandt, taler i et af sine digte om, at processen begynder i postulatet, i påstanden. Det er virkelig ganske ejendommeligt. Selvfølgelig tænker han alment menneskeligt, men det gælder ogsa kristeligt. Livet og væksten begynder i ordet. Som Ole Wivel siger i et digt eller en sang, han skrev ved Båring Højskoles indvielse for 25 år siden: »I ordet overvintrer I den sandhed, vi forlod, og ingen magt kan hindre I den i at fæste rod, I selv i en fattig jord, I hvor frøet som et under I og skjult for alle bor«. Der er nok at forfærdes over, men Ånden beviser sit nærvær iblandt os ved at gøre Jesu ord gældende igen: »Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modIøst«.Er det måske ikke netop Gud Helligånds gerning at minde os om Jesu ord mod forfærdelsen og modløsheden? Processen begynder i påstanden. Vor
renhed, vor salighed er gemt i Jesu ord »I er rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer«, siger han selv samme kærtorsdag aften. Vi bygger kirker, fordi de skal være stedet for den sandhed, vi har forladt. Kirken er et asyl for tidens glemte sandheder. Som det videre hedder hos Ole Wivel i førnævnte sang: »Før sang man roligt salmer; i fattet tro på Gud, / men gammel enfold falmer / som løv og slettes ud / i denne jævndøgnstid, / hvor hjerterne er delte / og med sig selv i
strid«. Og pinsens modspiller snylteren, parasitten, Satan, den indædte antiånd hvisker til os: »Ja, din enfold er falmet. Du kan begribeligvis ikke have fællesskab med Den hellige Gud, før du er blevet en anden. Du beder dårligt, for du beder i ring om dig selv; overgiv dig fuldt og helt til et helligt og udadleligt liv, så måske du kan komme til at føle Guds fred i dit hjerte, hvis du altså anstrenger dig«. Dette er en satanisk løgn. Det er en ofte hørt religiøs påstand, men i Åndens lys er denne påstand løgn af en eneste grund, fordi Satan, den modbydelige korsfjendske og menneskefjendske ånd, kaster glemslens slør over vor Herres fuldbragte og urokkelige velgerninger. Han raser over, at han ikke kunne overvinde vor Herre Jesus Kristus.Hans eneste mulighed er nu at få os til at glemme Ham eller hele tiden vige uden om muligheden for at komme til at høre Hans ord. Og hans metoder går samænd ikke nødvendigvis på at få os til at gøre, hvad vi selv har lyst til. Nej, han hvisker også til os, at der må nogle flere åndelige oplevelser til. Han er en mester i at kæle for vor selvoptagethed i ndeligt klædebon. Kære menighed. I skal være bedøvende ligeglade med ekstraordinære åndsfænomener og de varme oplevelser i hjertedybet, fordi jeres direkte optagethed af den slags fører væk fra Jesu eget levende ord: »Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modIøst«. Og føres vi væk fra dette simple ord, denne guddommelige befaling, fjernes glædens grund, og så visner glæden selv.Det er virkelig sandt, at Gud Helligånd er kronvidnet om Jesus af Nazereth, og om den fuldkomne frelse han ufatteligt har gennemført. Ja, det forholder sig således, at Helligånden overhovedet ikke kunne sendes til os, før den Herre Kristus var optaget i herligheden. Han siger jo selv: »Hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer.« Og et
andet sted hos Johannes: »Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.« Hvad er grunden til dette? Den enkle, at Ånden kun har eet tema: at vidne om Jesus Kristi herlighed. Nu er Han i den herlighed, som er den hellige levende Guds majestætiske udstråling, hans grænseløse ubetingede kærligh ed.Den kærlighed har vor Herre Jesus Kristus haft del i fra evighed af, men han kom til os forfærdede modløse syndere og bar vor skyld og vor gudsforladte skæbne ind i den død, hvis brod er vor synd. Det var den brod, der ramte Ham pa Golgatha. At netop denne helt anderledes mand optaget i Guds herlighed betyder, at nu er denne herlighed også nået til os: »Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer.«Fred betyder, at fjendskabet mellem Gud og os er ophævet, dræbt effektivt og i al evighed. Nej, Han iver bestemt ikke, som verden giver. Hvad Han giver, kan vi ikke give hinanden. Men i øvrigt altså heller ikke tage fra hinanden. Saligheden er ikke i vor menneskelige lykke eller i noget som helst medmenneskeligt forhold, det måtte forekomme os nok så værdifuldt og uerstatteligt. Saligheden er i Jesu ord og løfter, og de er urokkelige. Som det lød i prædiketeksten til 2. søndag i Advent 1871, da den gamle kirke blev indviet: »Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.« Det er io derfor, vi også i dag i menighedens forsamling kan glæde og fryde os over Ham, som herliggøres i vor kirke- også i vor nye kirke. Han alene er meningen med menigheden og med kirken her. Uden Ham er dens herlighed tom – og vor glæde over vor nye kirke grundløs. Med vor Herre Jesus Kristus er vor forfærdelse over døden og vor egen åndelige død overvundet. Vi er nogle elendige kristne, det siger vor samvittighed os, blafrende bønsliv, utrolig selvoptagethed og optagethed af de andres ugudelighed og umoral. Skråsikkerheden rider os som en pest. Og Satan, Guds modspiller, elsker vor skråsikkerhed, for den betyder, at vi ikke har brug for i al enkelhed og i al enfold at l de Jesu ord være gældende.Men at lade Jesu ord være gældende er vor eneste redning. Ånden afmaler Jesu herlighed for os hele tiden. Grundigt og markant. Vi viI nok helst kun tale små ord om at elske Kristus, men hvad vil det at elske dybest set sige? At elske et andet menneske er at tage dette menneske på ordet. At elske den Herre Kristus at tage Ham på ordet.
Processen begynder i postulatet. Som degnen i Tvøroyri kirke lærte mig forleden: »Løgn er al den poesi, der ikke af livet.« Livet er i Hans ord, som er ånd og liv. Heller ikke pinsedag skal vi tale meget om Ånden, men vi skal tale om Ham, som Ånden taler om, så vi mindes om alle Hans ord, så vi belæres om alle ting.I en vis forstand er det forfærdende, at Jesus af Nazareth ikke blev standset af døden, for så gælder altså alle Hans ord, der får enhver helgen til at dumpe til kærlighedens eksamen.” Så gælder Hans ord os stadig, så vi må erkende, at vi alle som en er fortabte og elendige syndere, men så gælder ogsa alle Hans løfter til os, løfter, der alene har deres grund i Guds utrættelige ubetingede kærlighed.Vi har, hvad hans ord siger, idet vi tager ham på ordet. Vi har hans tilsagn, og det er i hans tilsagn, processen begynder. Det er just den ære, Gud søger fra os: At vi ærer hans søn ved at tage ham på ordet. Det er hans navn, Guds ånd herliggør.Gå så ud i dit liv, dit arbejde, din familie, din hverdag og bekæmp forfærdelsen, fredløsheden, mistilliden og modløsheden. Og kom så igen i menighedens forsamling, for i ugens løb fristes du alligevel til at tro, at dit liv og andres liv afhænger af, hvad mennesker kan give hinanden. Den løgn besejres kun i menigheden, hvor Jesu ord skaber, hvad de nævner,og hvor den frihedens lovsang begynder, som skal fylde hele evigheden, for kun den er lang nok til at rumme glæden over Guds frelsesindgreb i Kristus, vor herre.blev i vort mørke. Det er i grunden ikke ham, der går fra os, men det er os, der går fra Ham. Men Han blev i vort mørke, og Faderen er med Ham just i dette mørke. Det er Jesu fred. Det er den, han efterlader os. Så har vi døden bag os. Dette er virkelig sandt.Processen begynder i postulatet. Kirken blev til den allerførste Pinsedag ved flammende ord om Kristus. Vi bygger kirker, vi er glemsomme, og fordi Gud er påståelig.
renhed, vor salighed er gemt i Jesu ord »I er rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer«, siger han selv samme kærtorsdag aften. Vi bygger kirker, fordi de skal være stedet for den sandhed, vi har forladt. Kirken er et asyl for tidens glemte sandheder. Som det videre hedder hos Ole Wivel i førnævnte sang: »Før sang man roligt salmer; i fattet tro på Gud, / men gammel enfold falmer / som løv og slettes ud / i denne jævndøgnstid, / hvor hjerterne er delte / og med sig selv i
strid«. Og pinsens modspiller snylteren, parasitten, Satan, den indædte antiånd hvisker til os: »Ja, din enfold er falmet. Du kan begribeligvis ikke have fællesskab med Den hellige Gud, før du er blevet en anden. Du beder dårligt, for du beder i ring om dig selv; overgiv dig fuldt og helt til et helligt og udadleligt liv, så måske du kan komme til at føle Guds fred i dit hjerte, hvis du altså anstrenger dig«. Dette er en satanisk løgn. Det er en ofte hørt religiøs påstand, men i Åndens lys er denne påstand løgn af en eneste grund, fordi Satan, den modbydelige korsfjendske og menneskefjendske ånd, kaster glemslens slør over vor Herres fuldbragte og urokkelige velgerninger. Han raser over, at han ikke kunne overvinde vor Herre Jesus Kristus.Hans eneste mulighed er nu at få os til at glemme Ham eller hele tiden vige uden om muligheden for at komme til at høre Hans ord. Og hans metoder går samænd ikke nødvendigvis på at få os til at gøre, hvad vi selv har lyst til. Nej, han hvisker også til os, at der må nogle flere åndelige oplevelser til. Han er en mester i at kæle for vor selvoptagethed i ndeligt klædebon. Kære menighed. I skal være bedøvende ligeglade med ekstraordinære åndsfænomener og de varme oplevelser i hjertedybet, fordi jeres direkte optagethed af den slags fører væk fra Jesu eget levende ord: »Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modIøst«. Og føres vi væk fra dette simple ord, denne guddommelige befaling, fjernes glædens grund, og så visner glæden selv.Det er virkelig sandt, at Gud Helligånd er kronvidnet om Jesus af Nazereth, og om den fuldkomne frelse han ufatteligt har gennemført. Ja, det forholder sig således, at Helligånden overhovedet ikke kunne sendes til os, før den Herre Kristus var optaget i herligheden. Han siger jo selv: »Hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer.« Og et
andet sted hos Johannes: »Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.« Hvad er grunden til dette? Den enkle, at Ånden kun har eet tema: at vidne om Jesus Kristi herlighed. Nu er Han i den herlighed, som er den hellige levende Guds majestætiske udstråling, hans grænseløse ubetingede kærligh ed.Den kærlighed har vor Herre Jesus Kristus haft del i fra evighed af, men han kom til os forfærdede modløse syndere og bar vor skyld og vor gudsforladte skæbne ind i den død, hvis brod er vor synd. Det var den brod, der ramte Ham pa Golgatha. At netop denne helt anderledes mand optaget i Guds herlighed betyder, at nu er denne herlighed også nået til os: »Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer.«Fred betyder, at fjendskabet mellem Gud og os er ophævet, dræbt effektivt og i al evighed. Nej, Han iver bestemt ikke, som verden giver. Hvad Han giver, kan vi ikke give hinanden. Men i øvrigt altså heller ikke tage fra hinanden. Saligheden er ikke i vor menneskelige lykke eller i noget som helst medmenneskeligt forhold, det måtte forekomme os nok så værdifuldt og uerstatteligt. Saligheden er i Jesu ord og løfter, og de er urokkelige. Som det lød i prædiketeksten til 2. søndag i Advent 1871, da den gamle kirke blev indviet: »Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.« Det er io derfor, vi også i dag i menighedens forsamling kan glæde og fryde os over Ham, som herliggøres i vor kirke- også i vor nye kirke. Han alene er meningen med menigheden og med kirken her. Uden Ham er dens herlighed tom – og vor glæde over vor nye kirke grundløs. Med vor Herre Jesus Kristus er vor forfærdelse over døden og vor egen åndelige død overvundet. Vi er nogle elendige kristne, det siger vor samvittighed os, blafrende bønsliv, utrolig selvoptagethed og optagethed af de andres ugudelighed og umoral. Skråsikkerheden rider os som en pest. Og Satan, Guds modspiller, elsker vor skråsikkerhed, for den betyder, at vi ikke har brug for i al enkelhed og i al enfold at l de Jesu ord være gældende.Men at lade Jesu ord være gældende er vor eneste redning. Ånden afmaler Jesu herlighed for os hele tiden. Grundigt og markant. Vi viI nok helst kun tale små ord om at elske Kristus, men hvad vil det at elske dybest set sige? At elske et andet menneske er at tage dette menneske på ordet. At elske den Herre Kristus at tage Ham på ordet.
Processen begynder i postulatet. Som degnen i Tvøroyri kirke lærte mig forleden: »Løgn er al den poesi, der ikke af livet.« Livet er i Hans ord, som er ånd og liv. Heller ikke pinsedag skal vi tale meget om Ånden, men vi skal tale om Ham, som Ånden taler om, så vi mindes om alle Hans ord, så vi belæres om alle ting.I en vis forstand er det forfærdende, at Jesus af Nazareth ikke blev standset af døden, for så gælder altså alle Hans ord, der får enhver helgen til at dumpe til kærlighedens eksamen.” Så gælder Hans ord os stadig, så vi må erkende, at vi alle som en er fortabte og elendige syndere, men så gælder ogsa alle Hans løfter til os, løfter, der alene har deres grund i Guds utrættelige ubetingede kærlighed.Vi har, hvad hans ord siger, idet vi tager ham på ordet. Vi har hans tilsagn, og det er i hans tilsagn, processen begynder. Det er just den ære, Gud søger fra os: At vi ærer hans søn ved at tage ham på ordet. Det er hans navn, Guds ånd herliggør.Gå så ud i dit liv, dit arbejde, din familie, din hverdag og bekæmp forfærdelsen, fredløsheden, mistilliden og modløsheden. Og kom så igen i menighedens forsamling, for i ugens løb fristes du alligevel til at tro, at dit liv og andres liv afhænger af, hvad mennesker kan give hinanden. Den løgn besejres kun i menigheden, hvor Jesu ord skaber, hvad de nævner,og hvor den frihedens lovsang begynder, som skal fylde hele evigheden, for kun den er lang nok til at rumme glæden over Guds frelsesindgreb i Kristus, vor herre.blev i vort mørke. Det er i grunden ikke ham, der går fra os, men det er os, der går fra Ham. Men Han blev i vort mørke, og Faderen er med Ham just i dette mørke. Det er Jesu fred. Det er den, han efterlader os. Så har vi døden bag os. Dette er virkelig sandt.Processen begynder i postulatet. Kirken blev til den allerførste Pinsedag ved flammende ord om Kristus. Vi bygger kirker, vi er glemsomme, og fordi Gud er påståelig.
Gud i voId.
Amen.